lørdag den 13. juli 2013

Bogstavelig Grøn vækst er også på dagsordenen

Venstre Frederikssund's spidskandidat John Schmidt Andersen udtaler ved virksomhedsbesøg hos AP Grønt i Slangerup sammen med Venstres beskæftigelsesordfører og folketingskandidat for 
Frederikssundkredsen Hans Andersen:

 Det er vigtigt, at JobCentret rykker endnu tættere på virksomhederne, så de har fingeren på erhvervslivets puls og kan bidrage til at rekruttere lokal arbejdskraft til lokale virksomheder

På billedet fra venstre: Hans Andersen, John Schmidt Andersen og Per Hardenberg

Salat skal have bedre vækstbetingelser

AP Grønt i Slangerup vil have mere effektive myndigheder, når virksomheden skal udvide produktionen, og Venstre-politikere er interesseret i at hjælpe.
Det er 35 år siden, at Per Hardenberg lejede et stykke jord af sine svigerforældre for at dyrke og sælge grøntsager som en slags fritidsbeskæftigelse. Der er løbet meget vand i salatslyngen siden da, og virksomheden AP Grønt har i dag over 100 medarbejdere og sælger salater, kål og baby-leaves samt maskiner til produktion af disse. Men det stopper ikke her.
- Vi vil gerne udvide produktionen yderligere. Vi sælger fx allerede småplanter til Skandinavien, men vi vil gerne eksportere til hele Europa, fortæller Per Hardenberg, der er manden bag AP Grønt.

Mere smidige myndigheder.

Han har haft besøg af Venstre-politikerne Hans Andersen, folketingsmedlem og -kandidat i Frederikssund, og John Schmidt Andersen, byrådsmedlem og borgmesterkandidat i Frederikssund. Og Per Hardenberg har et budskab til Venstre-mændene.
- Jeg vil gøre alt for at skabe forståelse for nødvendigheden af det grønne erhvervsliv. Det handler om både smidighed og hurtighed hos myndighederne, så det bliver lettere at være erhvervsdrivende, lyder det fra Per Hardenberg.

Det skal være attraktivt at arbejde.

Han møder stor forståelse hos Venstres lokale folketingsmedlem, Hans Andersen.
- I Venstre arbejder vi for, at det skal være nemmere at drive virksomhed i Danmark. Det er ikke rimeligt, at entusiastiske iværksættere med både vilje og kunnen til at skabe flere arbejdspladser skal løbe panden mod en bureaukratisk mur, når de udvikler deres virksomheder, siger Hans Andersen.

Per Hardenbergs udfordringer består bl.a. i, at det er vanskeligt at få dansk arbejdskraft, når han behøver det. AP Grønt har fire forskellige nationaliteter ansat, men vil gerne have flere ansøgninger fra danskere, hvilket vækker gehør hos dagens gæster.

- Det er et problem, at vi har ledige stillinger i Danmark, som ikke bliver besat, når så mange er uden arbejde. Derfor arbejder vi i Venstre hele tiden på, at det skal kunne betale sig at arbejde, så det bliver attraktivt at tage et job hos fx AP Grønt, forklarer Venstre-manden.

Lokal arbejdskraft.

Konkret nævner Per Hardenberg, at det er vanskeligt at få både en mekaniker og salatvaskere til produktionen, og han håber, at det lokale JobCenter i fremtiden kan hjælpe ham. Det er netop ambitionen, at JobCentret skal kunne det, forklarer John Schmidt Andersen

- Det er vigtigt, at JobCentret rykker endnu tættere på virksomhederne, så de har fingeren på erhvervslivets puls og kan bidrage til at rekruttere lokal arbejdskraft til lokale virksomheder, siger borgmesterkandidat John Schmidt Andersen.

John Schmidt Andersen, Hans Andersen og Bo Varny Rasmussen, der er formand for Venstre i Slangerup, besøgte AP Grønt som en del af en tur rundt til lokale virksomheder, hvor de tre Venstre-folk også var på besøg hos Fjordbus, Sundolitt og Teledyne Reson.

Jovist fremtiden tegner bedre for Frederikssund med et borgmesterskifte og et borgerligt flertal i Byrådet. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar